Vi har varit lusens favoriträtt i 25 miljoner år: Blodsbröder

Lusen fik smag for blod

Historien om lusen tager sin begyndelse for ca. 130 mio. år siden, hvor det lille, parasitiske insekt opstår. Forskerne er kommet frem til dette estimat ved at sammenholde gensekvenser fra forskellige lusearter.

I kridttiden for omkring 70 mio. år udviklede pattedyrene og fuglene sig eksplosivt. De mange nye arter betød nye levesteder for parasitter, og de forskellige familier af lus begyndte at sprede sig.

I dag tæller lusefamilien mere end 3000 forskellige arter, der snylter på tilsvarende tusinder af forskellige fugle og pattedyr. Herunder også primaterne, der blev indlemmet i rækken af lusemåltider for omkring 25 mio. år siden.

Lusen har altså fulgt mennesket gennem hele vores udviklingshistorie, men først for cirka 350 år siden fik vi øje på det lille, vingeløse insekt. Med hjælp fra primitive mikroskoper kunne tidens naturalister endelig begynde at tegne et præcist billede af det lille dyr.

Særligt formede munddele var som skabt til at suge blod, og en flad krop gjorde lusen sværere at få fat i, når den hægtede sig fast i håret. Naturalisterne konstaterede også, at det lille kræ kunne skifte farve, alt efter om det havde spist for nylig eller ej.

Senere fandt forskere ud af, at hovedlusens pigmentering tilpasser sig hår- og hovedbundsfarve på den person, den vokser op på.

Æggene kom til syne

Da lusen kom under mikroskopet, stod det klart, at den, ligesom andre insekter, har en livscyklus med parring, æglægning osv. Den nye viden gjorde mere effektive indgreb mulige.

Hvor mennesket tidligere havde kæmpet mod en usynlig kløe, kunne de pludselig se de små æg og på den måde mere grundigt få bugt med lusene. Og så alligevel ikke. For lus er stadig udbredte i hele verden.

Det skyldes især deres nøjagtige tilpasning, der især afsløres i en unik detalje i lusenes anatomi: På benene sidder særlige kløer og “tommelfingre”, der tilsammen danner det perfekte greb om menneskets hårstrå. Det er blandt andet dette faste greb, der gør lusen så svær at slippe af med, når den først har slået sig ned i hårbunden.

Ikke desto mindre har mennesket gjort ihærdige forsøg på at få bugt med lusen. Forsøg, der sandsynligvis begyndte, længe inden mennesket tog form. I hvert fald ses “aflusning” også hos nogle af vores nærmeste slægtninge i dyreriget. Og deres lus ligner vores – i hvert fald overfladisk set.

Lusen er dybt afhængig af os

Vores mest kendte luseart kaldes normalt bare lus, men det er mere præcist at kalde den hovedlus. Forskerne ved i dag med sikkerhed, at hovedlusen var den første lus, mennesket fik. Efterfølgende tilpassede den sig menneskets hår og hovedbund i en sådan grad, at den ikke kan overleve mere end få timer væk fra disse.

David Reed vid Floridas naturhistoriska museum tillhör världens ledande lusforskare. Han har åtskilliga gånger publicerat uppseendeväckande resultat med utgångspunkt i genetiska analyser av totalt 69 olika lusvarianter.

Genom att titta på hur mycket de olika arterna avviker från varandra, kan Reed och andra forskare rekonstruera parasiternas släktträd och uppskatta hur länge sedan två givna lusarter skildes åt.

Reeds rekonstruktion visar att schimpansens lus, Pediculus schaeffi, och vår egen lus, Pediculus humanus, delade stamfader för cirka sex miljoner år sedan, och den kunskapen utgör nu ännu en liten bit i pusslet om människans historia.

Forskerne var allerede nogenlunde klar over, at menneskets stamfader splittedes fra chimpansen på det tidspunkt, men med Reeds forskning er de nu blevet bekræftet i deres antagelser. Desuden mener en række forskere, at en del af det selektive pres, der gjorde os nøgne, skyldtes parasitter som for eksempel lus. Ingen pels, ingen lus.

Det må så være skæbnens ironi, at mennesket endte med at have flere lusetyper end de andre aber, hvilket først og fremmest skyldes vores sporadiske og forskelligartede behåringer på hoved og rundtom på kroppen.

Men også tilbøjeligheden til at gå med tøj tilbyder på godt og ondt flere forskellige levesteder til de blodsugende parasitter.

Gorillaen gav os fladlus

Hvor hovedlusen har været med os fra starten, fandt Pthirus pubis, fladlusen, først vej til mennesket noget senere. Undersøgelser i fladlusens junk-dna viser, at den oprindeligt var en gorillalus, som begyndte at suge vores blod for ca. 3,3 mio. år siden.

Junk-dna er sekvenser i dna’et, der ikke koder direkte for nogen proteiner. Mutationer i junk-dna har derfor ikke umiddelbart en skadelig virkning for organismen, og på den måde får mutationerne lov til at blive som en slags arkiv over dna’ets historie.

Og netop denne historie har stillet forskerne over for en række mysterier:

For mens mennesket har haft en afart af gorillalus i 3,3 mio. år, ligger splittet mellem gorillaer og menneskets forløber over tre gange så langt tilbage. Vi delte os fra gorillaerne for hele 12 mio. år siden, hvilket med andre ord vil sige, at gorillaens lus har fundet vej til mennesket, millioner af år efter de to primater forgrenede sig i stamtræet.

Hvordan det gik for sig, er fortsat lidt af et mysterium.

Da fladlus primært smitter ved seksuelt samvær, ville det naturlige, og noget chokerende, svar være, at vores forfædre parrede sig med gorillaer. Det er dog utænkeligt, og forskerne hælder mere til, at de tidlige mennesker jagede gorillaer og på den måde overtog parasitter fra deres bytte. I så fald kan fladlusen have været de dræbte gorillaers kløende hævn.

Kønshår minder om gorillapels

Da lus er særdeles tilpassede deres værtsorganisme og sjældent kan overleve på andre arter, burde gorillalusene slet ikke være i stand til at overleve på mennesket. En del af svaret ligger i menneskets uensartede behåring.

En fladlus kan heller ikke i dag klare sig i hovedbunden. Fladlusen bor i skridtet, og behåringen i menneskets skridt minder mere om gorillaens pels, end menneskets hovedbehåring gør – hvilket formentlig i endnu højere grad var tilfældet på vores noget mere behårede forfædre for 3,3 mio. år siden.

Behåring i skridtet og omkringliggende regioner på mennesket var altså et habitat, gorillaens lus kunne indtage, fordi det mindede om hjem. Desværre for fladlusen er dette private habitat nu under pres mange steder i verden.

Intimbarberingen er så udbredt i dag, at den ifølge foreløbige undersøgelser udgør et væsentligt problem for fladlusen, der nærmest er udryddet på kvinder flere steder i den vestlige del af verden.

Kropslusen er en skurk

I takt med at mennesket fik mindre hår, blev den oprindelige lus’ habitat mere og mere presset. Heldigvis for lusen begyndte mennesker at dække den efterhånden helt nøgne krop med noget andet end vores egen pels – tøj. Dermed begyndte et nyt kapitel i lusens historie.

Enkelte fremsynede lus koloniserede i bedste pionerånd det nye område. Lusene var ikke tilpasset livet i tøjet, og de fleste døde i forsøget. Men for overleverne var udbyttet rigt ved at søge væk fra skalpen. De udviklede en helt ny niche, da konkurrencen om plads og føde var langt mindre på tøjet end på hovedet.

Tidligere mente forskerne, at kropslus var en anden underart end hovedlus. Debatten har bølget frem og tilbage siden midten af 1700-tallet og er stadig ikke endegyldigt afgjort.

Men mere og mere tyder på, at hoved- og kropslusen er en og samme lus, der bare manifesterer sig forskelligt i forskellige situationer.

På genniveau er det ikke muligt at sondre mellem kropslus og hovedlus, til trods for at de har forskellig levevis, adfærd og størrelse. Det betyder, at kropslus faktisk er hovedlus, som blot finder et nyt habitat. Antropologer og andre forskere har bekræftet dette og observeret et bestemt mønster igen og igen: Under meget fattige og beskidte forhold opstår kropslus altid, efter at hovedlus har spredt sig.

Hovedlusen har altså udviklet en evne til at flytte over i tøjet, hvis de rigtige, eller set fra et menneskeligt synspunkt forkerte, omstændigheder er til stede. Kropslus ses ofte i fængsler, flygtningelejre og andre steder, hvor hygiejnen er dårlig.

Situationen går desværre fra dårlig til meget farlig, når hovedlus udfolder sig i rollen som kropslus, for i denne tilstand kan lusen være smittebærer.

Under udbrud af pest blandt mennesker er bakterien Y. pestis blevet fundet på kropslus. Fra dyreforsøg ved forskere, at lus kan overføre Y. pestis-smitte fra syge til raske kaniner og dræbe på få dage. Det vides dog ikke, hvor stor en rolle kropslus spiller i forhold til andre smittebærere, fx rotter, som også trives under de miserable forhold, der som regel leder op til større epidemier.

Tøj fik mennesket ud af Afrika

Ud over pest er kropslusen sandsynligvis også smittebærer af bl.a. plettyfus (også kaldet lusetyfus) og skyttegravsfeber. Det er derfor let at konkludere, at kropslusen udelukkende er til skade, men på ét punkt gavner den videnskaben.

Længe har forskerne diskuteret, hvornår mennesket begyndte at gå med tøj, og estimaterne varierer vildt.

Nogle mener, at mennesket begyndte at gå med tøj for tre mio. år siden, mens arkæologiske fund af primitive synåle anslår, at vores eventyr med tekstiler tog sin begyndelse for 40.000 år siden. Spørgsmålet er vigtigt, fordi brugen af tøj kan afsløre, hvornår vores forfædre forlod Afrika.

Nu lader det endelig til, at Melissa Toups fra Indiana Universitet har fundet svaret: I 2011 sammenlignede hun fire gener fra henholdsvis hovedlus og kropslus, og hendes resultater tyder på, at kropslusen dukkede op for mellem 83.000 og 170.000 år siden.

Da kropslusen bor og formerer sig i tekstiler, afleder forskeren, at det er inden for dette interval, at mennesket begyndte at gå med tøj, samt at brugen af tøj dermed først opstod med anatomisk moderne mennesker, som udviklede sig i Afrika i slutningen af mellem-pleistocæn og hen over den sene pleistocæn-periode.

Tøjet spillede en overordentligt vigtig rolle for menneskets evne til at bevæge sig ud af Afrika og ekspandere længere nordpå, hvor klimaet var køligere – for en nøgen abe var dette en umulighed.

Men prisen var høj, og mennesket har måttet betale for tøj og ekspansion ved at blive angrebet af kropslus og de medfølgende sygdomme. Heldigvis er kropslusen efterhånden en sjælden gæst i store dele af verden, men i de allerfattigste lande er vejen lang endnu, og kropslusen har det med at dukke op i krig og kaos.

Desuden er lus, som mange andre dyr med en relativt kort livscyklus, dygtige til at udvikle resistens lige så hurtigt, som mennesket udvikler nye antilusemidler. Alt tyder derfor på, at lusen er her for at blive – medmindre vi alle begynder at barbere os skaldede. Og når alt kommer til alt, er vi mennesker nok så forfængelige, at vi hellere vil beholde vores hårpryd end slippe af med lusen.